
Ingen kat fortjener et liv på gaden!
Foreningen Red Katten er en passioneret frivillig organisation, som er dedikeret til at hjælpe hjemløse og nødstedte katte.
Vores mission er at give hjemløse, forladte, dumpede og vildtlevende katte en ny chance for et lykkeligt liv. Vi tror på at alle katte skal have en ekstra chance i livet, også de katte som måske har haft svære kår. Vi er en “no-kill” organisation – Det vil sige, at vi ikke går ind for at katte bliver aflivet, bare fordi de har dårlige tænder eller andre fysiske skavanker, eller er svære at socialisere. Vi sørger for at kattene får den nødvendige dyrlægebehandling, og i det omfang det er etisk forsvarligt over for kattene, er aflivning absolut sidste udvej.
Vi indfanger selv kattene og arbejder aktivt på at finde kærlige hjem til dem. Først kommer de ud til en plejefamilie fra vores egagerede frivillige plejernetværk. Derefter skal de til dyrlægen for tjek (og evt. behandling), vaccination, neutralisering, chipning og øremærkning. Plejefamilien hjælper sidenhen med at socialisere katten(e), indtil det vurderes at katten(e) er klar til adoption.
Gennem vores frivillige arbejde og samarbejde, med alle jer som støtter os på den ene eller den anden måde, stræber vi efter at skabe en bedre fremtid for katte i Storkøbenhavn, men vi kan også hjælpe i andre områder, hvis der ikke er andre til at hjælpe. Vi tror på, at enhver kat fortjener kærlighed og omsorg, og vi er her for at sikre, at ingen kat bliver glemt!
Vi har CVR-nummer: 43187716, hvilket betyder at vores virksomhed er officielt registreret hos Erhvervsstyrelsen. Dette identificerer os som en lovlig virksomhed i Danmark, og det giver os mulighed for at drive forretning og indgå aftaler med kunder og leverandører, samt modtage støtte fra både enkeltpersoner og erhverv.
Vi er dog en frivillig forening og ingen får løn.
Støt gerne vores arbejde med en donation på MobilePay 635303.
Ønsker du at adoptere en af vores katte, kan du benytte vores Adoptionsansøgning
Ønsker du at blive plejefamilie for en kat/katte, kan du benytte vores plejeransøgning